Hvad jeg tog med mig fra halvandet døgn alene i sommerhus uden internet, telefon, computer og tv.

Onsdag morgen tog jeg afsted i sommerhus. Alene. Uden telefon, uden computer, uden internet, uden tv. Jeg havde brug for at mærke, hvordan det føles ikke at have telefonen og internettet ”lige ved lommen”. Jeg er en af dem, der altid liiige kan ordne noget på farten; klikke noget hjem, tjekke en åbningstid, en opskrift, en rute til der hvor jeg skal hen i morgen, tjekke vejrudsigten, tjekke Instagram, svare på en mail, og listen fortsætter. Jeg havde brug for at mærke at være helt uden den mulighed. Fordi jeg har to små børn, blev det kun til én overnatning i sommerhus - men halvanet døgn er jo nu engang bedre end igenting. Lige nu, efter at have været hjemme i et par timer, som jeg skriver artiklen her, føler jeg, at jeg sagtens kunne være blevet i et par dage. Herunder kan du læse lidt om, hvad jeg især tog med mig fra turen.  

I tæt kontakt med naturen

Der er ikke noget nyt i, hvor vild og rørende naturen er. Men i hverdagen får jeg ikke altid givet mig helt hen til naturen - nok. Jeg går tit ture. Også alene. Men jeg er ofte ledsaget af min telefon, og jeg ringer typisk til en veninde eller hører en podcast, når jeg går. På mine gåture i sommerhuset var det bare mig – helt uforstyrret. Jeg gik flere lange ture, og hver gang blev jeg enormt rørt af at nærværet i naturen; rørt af at lytte til træerne, fuglende, regnen, havet og vinden. Jeg duftede til blomsterne, jeg gik forbi på min vej. Min næse var bogstavelig talt helt nede i hyben-busken og i roserne, jeg stoppede op og beundrede store smukke knaldrøde valmuer og jeg plukkede blade og studerede dem på tæt holdt, og rørte alle detaljerne på deres fine overflade. Jeg følte mig både forbundet og rørt.

Normalt når jeg er i sommerhus, har jeg altid to børn med mig. To små børn, en taske med bleer og snacks, og en klapvogn. Og det er dé ting, der, af gode grunde, når jeg er afsted med min familie, får min primære opmærksomhed. Derfor får jeg aldrig nydt naturen på samme måde med dem, som når jeg er alene. Og jeg får alt for sjældent kigget op i himlen og mærket ordentligt efter, hvor fascinerende naturen er.

Jeg har med årene lært, at jeg er udstyret med et ret fintfølende nervesystem, og det kan være derfor, at jeg bliver så rørt, når jeg virkelig mærker naturen – mærker nuet. Jeg græd flere gange på mine ture. Ikke triste tårer. Bare tårer af forløsning, forbundethed, frihed og ro. Det var både overvældende og smukt.

Det fik mig også til at tænke på, at jeg savner at vandre. Jeg savner at gå uden noget rigtigt formål andet end bare at gå og at nyde smuk natur. Endnu en beskæftigelse der går lang tid imellem, når man har to børn. Jeg følte mig til gengæld taknemmelig over, at mine forældre gav mig det, vandring, ind med opvæksten – også selvom jeg ikke var lige så stor fan, da jeg blev trukket rundt i bjergene som lille.

Jeg savner min far

Turen fik mig også til at tænke på, hvor meget jeg savner mig far. Han gik bort for 7 år siden, og det er sjældent at jeg virkeligt får dvælet ved, hvor meget jeg mangler ham i mit liv. I et liv med fart og to små børn i øvrigt, er det nemt at skubbe savnet i baggrunden.

Da jeg var lille, var vi altid på ture til Hornbæk, hvor sommerhuset ligger, så jeg har utallige minder fra naturen deroppe med ham. Det var ret overvældende, hvordan minderne og savnet til ham blussede op, da jeg var alene i naturen. Jeg udnyttede situationen og fik talt med ham på mine gåture. Der er så mange ting, jeg gerne ville fortælle ham og tale med ham om. Der er sket så meget de sidste 7 år, og jeg ville ønske, at jeg kunne tale med ham, som den voksne kvinde, jeg er i dag.

Savnet gør ondt, når jeg får tid til at dykke ned i det. Jeg trøster mig selv med en oprigtigt og inderlig tro på, at han følger med oppefra, og at han på den måde kender til min kæreste og mine to børn. For tanken om, at han aldrig har mødt dem her i min verden, gør ondt. Og så minder jeg mig selv om, at livets (mod)gang også har gjort mig til den, jeg er i dag.

Nuets kraft og taknemmelighed

Udover at jeg gik ture, tog kolde dukkerter i havet, samlede sten på stranden, og drak en daglig dejlig kaffe, fik jeg også læst på turen. Jeg fik genlæst Eckhart Tolles mini-version af Nuets Kraft (den på billedet herunder). Den kan både anbefales til folk, der har læst den grønne originale bog og også til dem, der har læst den orange version før. Det har jeg i hvert fald selv, og jeg fandt ud af, at en kærlig reminder om Tolles hypoteser er en god ting.

Efter at jeg i det sidste halve år er dykket mere ned i mental trivsel og indre ro end nogensinde før, er der flere brikker, der synes at falde på plads. Og jeg oplever flere og flere overlap mellem de forskellige bøger, filosofiske overbevisninger og retninger. En ting, der i hvert fald bliver ved med at dukke op i flere former og afskygninger på min vej for tiden, er nuet, nærvær, meditation, vejtrækning og pauser. Alle sammen sider af samme sag. Eckhart Tolles primære tese er, at vi ikke er vores tanker. Han kalder vores tanker for ”sindet”, og vi er ikke sindet. Han hævder, at når vi formår at frigøre os fra sindet, og dermed fra vores tanker, og på den måde bliver i stand til at observere vores tanker (og sindet), bliver vi frie. Og det giver mening på så mange måder. Vores tanker er dem, der skaber vores følelser, og hvis vi formår blot at observere begge disse ting, og acceptere, at de er der, vil vi være frie fra at tro på dem som virkelighed og fri fra at dykke ned i dem - og dermed vil vi være i stand til at hengive os til og nyde nuet. Nyde det der er lige nu uden at hæfte os ved minder, hændelser og erindringer fra fortiden eller planer og bekymringer om fremtiden. Livet er nu. Vi ved reelt ikke, om vi har i morgen, og derfor bør vi bruge langt mindre tid (og færre tanker) på de mange ting, vi ofte går og bekymrer os om; for alle bekymringerne, overvejelserne og planerne kobler sig til fremtiden, og vi ved ikke, hvordan fremtiden bliver. Eller om den bliver.

Som jeg skriver det her, kommer jeg til at tænke på et citat, jeg engang hørte i en Disneyfilm. Et jeg ikke har tænkt på længe. Måske et lidt søgt citat, men samtidig er det både rammende og ret fint:  

”Yesterday is history. Tomorrow is a mystery. Today is a gift. That’s why they call it present.” 

Livet er en gave, og livet er nu. Og hvis du prøver at lægge mærke til det, er det ret vildt, hvor ofte vores nærvær og vores tilstedeværelse i nuet, bliver kapret af vores tanker om fremtiden, om fortiden, om planer, om kritik, om bekymringer mv. Prøv at teste det selv. Når du om lidt lægger telefonen eller computeren fra dig, så prøv at være 100 % til stede i nuet uden at forsvinde væk i dine tanker – og læg mærke til, hvor hurtigt og hvor ofte, din opmærksomhed bliver kapret af dine tanker.

Helt grundlæggende har vi tanker om fremtiden for at forberede os på den med formålet at overleve i den. Tankerne er altså en af hjernens evolutionære evner, og vores tanker kommer ikke til at forsvinde. Det må vi anerkende. Men vi kan med fordel øve os i blot at observere de tanker, der kommer, og acceptere dem – uden at drive væk i tankerne og i de følelser (bekymring, vrede, frustration, sorg, ængstelighed, stress mv.), som de kan medføre. Og det er netop via dybe vejrtrækninger eller (andre) meditationstyper, vi særligt kan øve os i at være til stede i nuet. (Og her må jeg selvfølgelig lige nævne, at du kan prøve min nye pakke med 7 x mini-medtiationer her), der netop har til formål at give dig nærværende pauser i en travl hverdag). Torsdag eftermiddag gik jeg ca. 3 kilometer langs stranden hen til en badebro. Jeg besluttede mig for at forsøge at være til stede i nuet hele vejen tilbage – alle de 3 kilometer – ved hele tiden at vende tilbage til det jeg så i naturen og lyttede til; lydende, nuancerne, detaljerne, skyggerne. Selv med stor motivation og opmærksomhed på øvelsen initieret og defineret af mig selv, blev mine tanker ved med at flyve alle mulige vegne hen, igen og igen. Det bekræftede mig i, at tilstedeværelse i nuet kræver evig øvelse. En øvelse, jeg har lyst til at blive ved med at prioritere. Fordi tilstedeværelse i nuet giver ro, glæde og nærvær. Det er både videnskabeligt bevist og jeg oplever det selv.

Taknemmelighed

Jeg fik også læst lidt mere omkring taknemmelighed i bogen ’TAK’ af sociolog og ekspert i emnet, Rikke Østergaard. Jeg vil sparre jer for fakta og overbevisende statistikker her, men bare sprede en kærlig reminder om at taknemmelighed har så ufatteligt mange positive konsekvenser for vores mentale trivsel. Jeg får snart Rikke Østergaard i podcast-studiet, og så kan I høre meget mere baseret på hendes faglighed og erfaring.

Jeg har længe øvet mig i ret ofte at tænke taknemmelige tanker, og jeg synes selv, at det bringer noget godt med sig. Med min nye notesbog, har jeg besluttet mig for at opgradere min sporadiske taknemmelighedstanker til, lang om længe, at prøve den klassiske øvelse ordenligt af med at skrive 3 taknemmelige sætninger ned hver aften som en fast rutine. Dén øvelse – og dens positive konsekvenser - er i øvrigt også understøttet af diverse studier. Der er altså en grund til, at den nævnes igen og igen.

Derudover har jeg i dag sat ”taknemmelighedstirsdag” i kalenderen. Hver tirsdag fremadrettet vil jeg bestræbe mig på at have et ekstra taknemmeligt mindset fra morgen til aften, og jeg vil også – hver tirsdag - skrive tak til én, der har gjort noget, jeg er taknemmelig for. Det glæder jeg mig til at prøve af.

Rum til nye tanker og idéer 

Som nævnt havde jeg min notesbog med på turen til diverse tanker. Og jeg skrev meget ned. Jeg skrev ideer ned. Jeg skrev tanker ned omkring succes i mit eget liv. Jeg skrev sætninger, jeg kan læse højt for mig selv, når tingene er svære. Jeg skrev scenarier for, hvordan de næste to år af mit liv kan udspille sig arbejdsmæssigt. Jeg skrev diverse forskellige idéer til min egen professionelle udvikling og til Mind Care Collective. Og meget mere. Det var ret vildt at mærke, hvordan især nye muligheder og ideer spirerede på turen. Det var som om, at mulighederne syntes flere og forhindringerne mindre, da jeg var der, helt alene, uden udefrakommende stimuli.

Det er til gengæld – desværre – også ret vildt at mærke, hvordan de mange idéer, bare et par timer efter hjemkost, allerede virkede lidt mere fjerne, uklare og allerede en smule mere udfordrede igen. Den erfaring taler helt sikket for, at jeg bør prioritere små uforstyrrede åndehuller fremadrettet.

  

Men altså; var det svært at være uden telefon, computer og internet?

Du vil måske gerne vide, om det var svært ikke at tjekke sociale medier, mails eller at ordne praktiske to dos? Jeg var selv ret spændt på den udfordring, og jeg må indrømme, at det var overraskende nemt. Det var både let og dejligt. Det var måske let, fordi jeg havde indstillet mig på det for start, og fordi jeg helt fysisk havde både telefon og computer uden for rækkevidde (de var gemt i en lukket skuffe til nødstilfælde).  

Fordi telefonen og sociale medier trigger nogle helt essentielle og evolutionære dele i vores hjerne (hvilket du i øvrigt kan læse om her eller høre mobilafhængighedsekspert, Morten Fenger, fortælle om her), er det svært ikke at kigge på den, når den ligger ved vores side hele tiden. Jeg kan selv mærke det gennem mit arbejde. Min primære arbejdsplads er for tiden, på godt og ondt, Instagram. Det er jo fantastisk, at jeg kan nå ud til så mange af jer med, synes jeg selv, vigtige budskaber, men det er også bare virkelig nemt at tjekke sociale medier og andre ting og gøremål på telefonen meget oftere, end hvad nødvendigt er, når den konstant er ved min side. Jeg havde på et tidspunkt en ambition om, at jeg kun ville tjekke Instagram 3 gange om dagen: Om morgenen, når børnene var afleveret, omkring frokost-tid, og igen når børnene var puttet. Jeg tror, at jeg vil sætte mig den mission for igen. Whish me luck.

Når det er sagt, ville jeg – hvis jeg ikke havde to små børn derhjemme – have udfordret mig selv med flere dage i sommerhuset. Måske jeg gør det på et andet tidspunkt. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale udfordringen om en connection-free sommerhustur.   

Det var alt for nu. Jeg har mange flere tanker og små momenter, jeg har lyst til at fortælle om, men jeg er ret sikker på, at du – ligesom jeg selv og så mange andre – er en travl person, og hvis du har læst helt herned til, har jeg allerede fået meget af din opmærksomhed. Og tak for det. Jeg håber, at du kunne bruge læsningen til inspiration, motivation eller refleksion.

Helt til slut vil jeg bare lige igen nævne at: Naturen er så vild og smuk. Husk at mærke den. Husk nærværet og husk pauserne. Husk taknemmeligheden. Husk at du ikke er dine tanker eller dine følelser. Husk at være i nuet, så vidt muligt. Nuet er alt du har - og det er nu.

Tak for at læse med.

Af Lea Hellmann