EKSPERTEN: Coach Julius Mygind om sit stofmisbrug, om selvværd og om at normalisere svære tanker
“Følelsen af utilstrækkelighed og mindreværd vil altid være i mig. Jeg vil ikke kunne få den til at forsvinde 100%. Det ved jeg i dag. Men det hjælper mig at vide, at de følelser er naturlige, og at det hjælper at tale højt om dem.”
I dette afsnit taler jeg med coach, foredragsholder og forfatter Julius Mygind.
Afsnittet er todelt. Vi taler først om Julius' personlige beretning om, hvordan han - trods en tryg opvækst tonsvis af kærlighed og et trygt miljø - endte i et årelangt stofmisbrug. Men vi taler også om Julius' perspektiv på, hvorfor vi bør normalisere svære følelser og tanker, og om hvordan vi kan ændre på de (negative) overbevisninger, der ofte fylder i vores hoved.
I afsnittet taler vi bl.a. om:
- Hvordan Julius Mygind endte i et årelangt stofmisbrug - trods en økonomisk sikker opvækst fyldt med kærlighed og støtte.
- Hvordan Julius kom ud af sit misbrug.
- Hvorfor det reelt er begrænset, hvad forældre kan gøre for at sikre, at deres børn ikke ender i et misbrug.
- Hvorfor det er vigtigt at normalisere, at vi alle (og især som unge) har svære og negative tanker.
- Hvordan vi bør definere succes i vores eget liv.
- Hvorfor vi bør reflektere over vores egne fortællinger om os selv og over hvad vi kan gøre for at ændre dem.
“Samfundet har udviklet sig sådan at den ydre succes pludselig er blevet vigtigere end den indre succes. Og vi har sværere ved at finde ud af, hvad vores indre succes er, og hvad vi egentlig har brug for.”
Vil du gerne støtte podcasten her? Så kan du gøre det med et valgfrit beløb via MobilePay: 155503.