Forandring går hurtigere, når du tænker langsomt

Af Philip Hansen

Mere end 700.000 danskere brugte psykofarmaka i 2018, over halvdelen tog antidepressiv medicin.[1] Det er hver ottende dansker, hvoraf nogle har stærkt brug for det, mens rigtig mange andre ikke behøvede at nå så vidt. Vi må ændre måden, vi tænker i hverdagen, inden vi tænker os til et behov for at medicinere os.

Jeg har selv taget antidepressiv medicin. Det fik jeg hos en psykiater, og terapien bestod foruden medicinen i korte samtaler, hvor han kiggede over sine briller, når han havde sagt noget klogt. Det endte som regel med, at vi gik lidt op i dosis, også selvom jeg sov 15 timer i døgnet. 

Psykiatriens triumf og storhedsvanvid

Det var en triumf for psykiatrien, da man i 1950’erne opdagede, at behandlingen med psykofarmaka rent faktisk hjalp nogle patienter. Men succesen førte til et storhedsvanvid, der har gjort psykiatrisk medicinering til en ”grundpille” i vestlig kultur. En til tider vanvittig situation hvor for eksempel amerikanske børn helt ned til to år får udskrevet antipsykotisk medicin uden at gennemgå en egentlig psykologisk udredning. Eksemplet er gengivet i den verdensførende traumeterapeut Bessel van der Kolks bog Kroppen holder regnskab, og man må spørge, som han gør:

Hvis antidepressiv medicin var så virksomt, som de siges at være, burde depression så ikke være et mindre problem i vores samfund i dag?

Jeg har selv taget antidepressiv medicin. Det fik jeg hos en psykiater, og terapien bestod foruden medicinen i korte samtaler, hvor han kiggede over sine briller, når han havde sagt noget klogt. Det endte som regel med, at vi gik lidt op i dosis, også selvom jeg sov 15 timer i døgnet. Der var jo ingen grund til at gå at være i dårligt humør, mente han. Da jeg startede hos en anden terapeut, som havde evner til at appellere til mig, begyndte jeg at trappe ud af medicinen, så vidt jeg husker fra første dag. Det er bare tanker. Hvad føler du? spurgte min nye terapeut.

Siden har jeg uddannet mig som kropsterapeut og forstår meget godt efterhånden, hvorfor det er så vigtigt at have kontakt til krop og følelser i hverdagen, hvis man ønsker et dynamisk og ”levende” liv.

Vi mistrives på rutinen

Det er fremfor alt vores måder at leve og tænke på i dagligdagen, der slider os, så vi har brug for medicin. Mange af os lever ubevidste liv forstået sådan, at vi lever på måder vi ikke aktivt har valgt. Vi ”drifter” gennem meget af tilværelsen ad et spor, der allerede ligger foran os, og strækker sig så langt vi kan se. Sådan har jeg selv kørt afsted på min ”karrierevej”, og jeg blev ængstelig og rettede op, hver eneste gang hjulene ramte bumlerillerne. Det gjorde de tit, og til sidst endte jeg i grøftekanten, og brugte lang tid på at komme op derfra og ovenpå igen.

Det er smart designet, at vi ikke behøver at beslutte, hvordan vi vil leve. Vi kan bare kopiere vores forældres levevis, som er afprøvet og tilpasset det miljø, vi er født ind i. Så det gør vi selvfølgelig, langt det meste af den adfærd vi har med ind i voksenlivet, har vi kopieret fra vores forældre og miljø. Sådan tilpasser vi os familien og fællesskabet.

Hjernen er desuden designet til at gøre som den plejer. Det er energibesparende. Vi børster tænder foran spejlet på badeværelse med samme hånd måske endda altid startende i samme side og etage, vasker os de samme steder i samme rækkefølge i badet, laver morgenmad på en bestemt måde, havregryn op af skuffen, så skålen, eller omvendt, og sådan fortsætter det resten af dagen. Det har den åbenlyse fordel, at vi ikke behøver at bruge psykisk energi på at beslutte, hvordan vi vil gøre hver eneste ting i løbet af en dag.

Det er godt så længe, vi har det godt, med det vi gør.

Men det forhold at så mange af vores beslutninger er ubevidste og automatiske er også med til at forklare, at nogle dårlige vaner bliver kollektive og vokser sig store til epidemier. Forbruget af psykofarmaka i Danmark er ét eksempel. Et andet er fedmeepidemien i USA, hvor næsten 40% af befolkningen er svært overvægtige, hvilket i meget høj grad kan forklares med tilgængeligheden af fedende mad og drikke, som bliver indtaget på rutinen.[2]

Et åbenlyst problem med vaneadfærd er altså, at den kan skabe mistrivsel på rutinen. Jeg skal lige sige, at jeg forstår vaner som alle vores automatpiloter, det vil sige alt vi gør uden rigtig at registrere det, mens vi gør det. Det omfatter også måder, vi er overfor andre, eksempelvis det at vi griner højt af noget, vi egentlig ikke syntes var sjovt. Eller at vi bliver oppe, indtil vi kan konstatere, at det heller ikke bliver i aften, vi får indhentet søvnunderskuddet.

 Det handler ikke om at tænke over, hvilken side af munden man skal tygge sit tyggegummi i, men om at stoppe op og lige ”tygge på” situationen, inden man vælger, hvad man gør. Det er et skift fra at handle automatisk og reaktivt til at handle bevidst og kreativt.

Det handler ikke om, hvilken side af munden vi tygger tyggegummi i

Vaner omfatter alle vores automatiske handlinger og reaktioner, og idet de er automatiske, er de meget ofte baseret på det, man kalder hurtig tænkning. Mit råd til alle der gerne vil forandre sig er det enkle at slå automatpiloten fra og i stedet tænke langsomt. Det er nemlig en evne vi mennesker har. Vi kan vurdere mange scenarier op mod hinanden og planlægge flere år frem, hvis vi vælger at investere energi i det. Denne forskel i tænkning har fået psykologer til at inddele menneskelig tænkning i to systemer: et hurtigt system 1 og et langsomt system 2[3]. En måde at forstå de to systemer er at tænke på det gamle udtryk ”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene”. Man kan her se det hurtige system 1 som ”benene” og det langsomme system 2 som ”hovedet”. (Nota bene: man bruger hele kroppen, både når man tænker hurtigt og langsomt.) I den hurtige tænkning spørger hjernen kroppen, hvad den har brug for og kroppen svarer prompte ”sukker”, ”hvile”, eller hvad det kunne være. Det samme sker under langsom tænkning, det går bare langsommere, og svarene har ofte en højere kvalitet.

Den bedste langsomme tænkning involverer hele kroppen. Vi spørger for eksempel igen og igen i løbet af dagen, hvordan håndterer jeg bedst den her situation lige nu? Og mærker efter i kroppen, i hjertet måske, tænker langsomt og svarer ærligt. Vi kan sagtens bruge den form for langsom tænkning med inddragelse af krop og følelser meget mere, end vi gør. Også uden at vi løber tør for psykisk energi. Det handler ikke om at tænke over, hvilken side af munden man skal tygge sit tyggegummi i, men om at stoppe op og lige ”tygge på” situationen, inden man vælger, hvad man gør. Det er et skift fra at handle automatisk og reaktivt til at handle bevidst og kreativt.

Måske skal man hjælpe sig selv til dette skift ved at lave lidt færre ting ad gangen. Til gengæld når man bedre i mål med de ting man laver, og processen bliver også mere behagelig – begge dele fordi man tager sig tid.

Så vi startede ved det høje forbrug af psykofarmaka og endte her ved, at det handler om at tænke langsomt og tage sig tid til det man laver. Her endte vi, fordi langsom tænkning bringer bevidsthed ind i dagligdagen. For de fleste er det vejen ud af mistrivsel – og mod skabe det liv man ønsker.

[1] https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/nyheder/2019/medstat_psykofarmaka_101219

[2] https://www.mortenelsoe.com/blog/detfedmefremmendesamfund

[3] Se fx Daniel Kahneman, 2011