Ida Moldrup Svendsen om at redefinere begrebet “succes” i sit liv
Af Ida Moldrup Svendsen
2021 var for Ida et mentalt begivenhedsrigt år. I forbindelse med en stressperiode, tog hun samtidig to radikale valg på henholdvis familie- og karriere-fronten. De mentale processer der foregik i Ida i løbet af 2021 og beslutningerne de resulterede i, var en konsekvens af mange års tanker, overvejelser og mentalt arbejde. Læs Idas historie om hvorfor det er vigtigt for hende at gøre op med den gængse opfattelse af, hvad succes er, om hvorfor Ida i dag styres langt mindre af andres og omverdenens forventninger, end hun har gjort tidligere, og om hvordan Ida er nået til det sted, hvor hun er i dag. Et sted med langt mere taknemmelighed, mental ro og inde balance end nogensinde før.
En håndfuld radikale valg
I 2021 trykkede jeg stop på den store knap, hvor “autopilot” stod skrevet på med store bogstaver. Derefter tog jeg min faldskærm på og kastede mig ud over kanten. I løbet af 6 måneder tog jeg en række radikale beslutninger i mit liv. Faren til min lille søn og jeg besluttede - i fællesskab - at gå fra hinanden. Jeg købte for første gang min egen lejlighed. Jeg sagde mit sikre og vellønnede job op. Jeg gik ned med stress. Og så sagde jeg i øvrigt ja-tak til et nyt job på helt andre præmisser, end jeg havde været vant til i mange år. Jeg vinkede på én gang farvel til en masse sikkerhed og tryghed i mit liv.
I mange år havde jeg stået ansigt til ansigt med min eksistens. Sådan følte jeg det. Jeg havde igen og igen spurgt den om, hvad der var i vejen. For alting var jo rigtig godt. Jeg havde en sød, støttende kæreste, dejlige børn, en storslået arbejdstitel, god indtægt, en sund krop og en smuk altan med havudsigt og smukke solstrejf, der ramte mine kinder hver morgen. Jeg var glad og jeg kunne tydeligt se, alt det jeg havde. Min kærlighed til det hele var der. Absolut. Alligevel kom en følelse med tiden snigende. En følelse der voksede og forstyrrede mig.
For lige at spole et par år tilbage, fik jeg i 2017 lavet en motivationsanalyse; en analyse, der havde til formål at klarlægge, hvad der motiverer mig som menneske og som skulle undersøge, om jeg egentlig var motiveret i alt fra arbejdsliv til kærlighedsliv. På daværende tidspunkt var alt i min optik rosenrødt og jeg var ikke synderligt forvirret over livet. Alligevel konkluderede analysen:
“(...) Der er dog et par punkter, hvor du gennem længere tid er kommet ind i en adfærd, som ikke er helt i overensstemmelse med, hvordan du ønsker at bruge dig selv. Det går an, men i længden skal der nogle forbedringer til for, at du kan blive mere tilfreds. (...)”
Dengang forstod jeg ikke helt dybden af konklusionen. Når jeg kigger jeg i dag tilbage på den konklusion, stod min mangeårige krise skrevet foran mig, sort på hvidt. Lige der.
“Jeg havde ladet mig navigere af omverdenens forventninger, social og kulturel arv, indlærte mønstre og de sociale mediers tilstedeværelse i mit liv”.
Et liv styret af manglende indsigt
Det kan være svært at forklare, hvorfor jeg dog skulle have lyst til at ændre et liv, der indeholdt så mange smukke gaver. Var det egoistisk? Forkælet? Naivt? Jeg har stillet mig selv de spørgsmål hundrede gange. Af natur er jeg et taknemmeligt menneske og jeg rummer ret meget varme og kærlighed. Så det var ikke fordi, at jeg ikke kunne se, alt det jeg havde. Men indeni opstod der med tiden et mærkeligt vakuum. Et vakuum som voksede, og som jeg var nødt til at undersøge. Det føltes som et indre virvar. Årsagerne til sådan et virvar og til den forvirring, som det nu engang bestod af, var usynligt for den ydre verden. Årsagerne var endda usynlige for mig selv et langt stykke ad vejen.
De følelser som et indre virvar og forvirring fører med sig, er enormt komplekse og svære at forstå. Sådan har jeg det i hvert fald. Nok fordi de er viklet ind i alverdens indre fortællinger og historier om, hvem vi er, hvad vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen. Men det smukke er, at når forvirringen får tilstrækkeligt fokus og kærlig opmærksomhed, så spirer et lille frø indeni. Det gjorde der i hvert fald hos mig. Langsomt følte jeg, at jeg begyndte at få fat i noget. Få fat i hvem jeg egentlig er. Ikke den jeg er i kontekst af ydre faktorer og ydre fortællinger. Men den jeg er indeni.
Her på bagkant af mange års arbejde- og konfrontation med mit indre, har jeg fået øje på, at jeg på mange måder, og i lang tid, ikke har haft kontakt til mig selv. Jeg har fulgt strømmen - og jeg har absolut nydt turen. Men efter mange indsigter og mentalt arbejde har jeg måtte indse, at jeg har levet mit liv udefra og ind og ikke indefra og ud. Jeg har ladet mig navigere ud fra et ‘selv’, der ikke har været helt klar over, hvad der var rigtigt og hvad der var vigtigt for mig. I stedet har jeg ladet mig navigere af omverdenens forventninger, social og kulturel arv, indlærte mønstre og de sociale mediers tilstedeværelse i mit liv.
Det store opgør
Det er ikke altid en dans på roser, når man vælger at gå ind i sine svære følelser. Ind i smerten. Det er hårdt at konfrontere sig selv om og om igen og at finde mod og energi til at trodse alt det, der jo egentlig bringer tryghed i livet. Den uendelige række af ubekendte, der hober sig op i forbindelse med store livsvalg, kan være enormt skræmmende. Og det kan gøre ondt at tage valg - særligt når valgene kommer til at påvirke andre end én selv. Fordi man i de situation både skal håndtere frygten for, hvad valget vil betyde for andre, og frygten for, hvad valget vil betyde for én selv. Og hvad nu hvis nu man begår en fejl?
Jeg er udstyret med en naturlig nysgerrig omkring livet. Jeg vil enormt gerne være i livet på den bedste måde, jeg overhovedet kan. For mig selv, for mine relationer og for verden. Derudover er jeg udstyret med en stor tillid til livet; jeg er ikke så bange for livets konsekvenser. Og det har jeg opdaget, fostrer mod. Når jeg støder på udfordringer, gør jeg altid mit forarbejde. Ingen impulsive beslutninger. Jeg gør alt hvad jeg kan for at afdække et hav af perspektiver. Jeg går ind i mine egne fortællinger, udfordrer dem, overvejer de relationer, der skal overvejes, og tager til sidst en beslutning i overensstemmelse med, hvad der føles som det rigtige. Processen inkluderer altid en god portion tålmodighed, kærlighed, forståelse og en accept af, at det er okay at mærke efter og undersøge de ting, som opstår i os. På baggrund af den måde at gå til udfordringer på, endte min proces sidste år, som nævnt i begyndelsen, med et enormt stort opgør i forhold til hele mit fundament.
I motivationsanalysen fra 2017 blev det konkluderet, at jeg havde et højt niveau af stress. Jeg fik i øvrigt den på mange måder rammende melding: “Du bør sætte ind for at få det til at falde i fremtiden.”. Den melding fik jeg inden jeg blev mor og inden jeg endte i stolen som Country Sales Director. Jeg anerkendte altså ikke mit høje stressniveau dengang. Jeg var mere bare typen, der altid havde travlt. Troede jeg. Det fortsatte og eskalerede i årene efter. På grund af det store indre arbejde, begyndte jeg, imens det eskalerede, at fornemme nogle ting inde i mig, der stod i mærkelig kontrast til hinanden. Skellet mellem mine identiteter blev større, og det store opgør i mig skete i 2021, da jeg, som nævnt, gik ned med stress og samtidig traf en del radikale beslutninger i mit liv.
“Jeg ved i dag, at jeg har alt, hvad jeg behøver. I dag ved jeg, at jeg ikke behøver at være, at gøre eller at have alt muligt for at være tilfreds med mig selv og tilfreds i livet.”
Livets puslespil
Virvaret der dominerede i mig inden- og i løbet af 2021, var som et abstrakt, mønstret puslespil med 1000 farvede brikker. Sådan føltes det. Og jeg kunne ikke finde ud af, hvor nogen af brikkerne hørte til.
Men efter noget tid lykkedes det at få etableret puslespillets ramme. Det har krævet, at jeg har været flittig og hårdtarbejdende på mit indre livs vegne. Brik for brik har jeg nu samlet en god del af puslespillet. Utroligt nok, ser det så simpelt ud, når jeg i dag kigger på de samlede brikker; den samlede enhed. Jeg er ikke færdig med puslespillet - og det bliver jeg nok heller aldrig. Men jeg står i dag med en langt større vished omkring de ting, der betyder noget for mig, og derfor kan jeg nu bruge de ting som rettesnor for de valg, jeg tager i livet i dag og videre herfra.
Overordnet set, har jeg gennem processen sat mig selv fri fra en masse af de ting, jeg gennem tiden har fået bildt mig selv ind, var nødvendige for mig. Med en konstant stræben efter at forstå og se sammenhænge og helheder, har jeg bevæget mig i retning mod et mere simpelt liv. På nogle måder har jeg har altid godt vidst, hvad der var vigtigt for mig, men jeg har ikke mærket det ordentligt inderst inde, og derfor har jeg heller ikke kunne handle efter det. I dag mærker jeg det. Jeg ved i dag, at jeg har alt, hvad jeg behøver. I dag ved jeg, at jeg ikke behøver at være, at gøre eller at have alt muligt for at være tilfreds med mig selv og tilfreds i livet.
I dag prioriterer jeg min “indre karriere”
Jeg har helt ubevidst, i mange år, været ambitiøs omkring at avancere i min såkalde “indre karriere”. Jeg har faktisk aldrig jagtet status og titler, men min store nysgerrighed til livet og deraf afledte menneskelige egenskaber, har dygtiggjort mig i diverse former for professionelle samarbejder. Det har bragt ekstern anerkendelse med sig.
Desværre er den “indre karriere”, modsat den “ydre karriere”, hverken til sammenligning med- eller udstilling for andre, og der findes intet certifikat der kan vise verden, hvor mange bøger jeg har læst, hvor mange begrænsninger jeg har overvundet, eller hvad jeg rummer som person.
Certifikatet må jeg altså undvære. Til gengæld sker der noget fantastisk, når man avancerer i sin “indre karriere”. Nemlig at behovet for ydre anerkendelse og validering bliver mindre og mindre. Jeg står i dag tilbage med et langt større selvværd og med mere ro og balance. Og med den balance i mig, er jeg i stand til at leve på en måde, hvor jeg faktisk har overskud til de ting, der er vigtige for mig i livet; nærhed i relationer, sunde vaner online og offline, et arbejde der giver mening for mig, aktivitet, kreativitet og oplevelser.. Og samtidig kan jeg, med mit nystøbte fundament, møde verden på den bedst mulige måde.
“Selvom jeg har vinket farvel til både firmabil, pensionsordning og andet godt for nu, er jeg slet ikke bekymret for, at livet nok skal blive ganske glimrende uanset.”
Jeg har redefineret hvad “succes” er i mit liv
På baggrund af mit mangeårige fokus på min “indre karriere”, frem for på den ydre, har min definition af hvad “succes” er, på alle måder skiftet karakter. Dét at opnå anerkendelse fra omverdenen og at opnå, hvad vi normalt kendetegner som succes, er for mig ikke længere noget værd, hvis ikke jeg har mig selv med. Dét jeg ønsker for mit liv, er at være i stand til at leve livet simpelt, og at være oprigtigt tilfreds i livet. Jeg stræber efter at have en sund og stærk rygrad baseret på indre ro og accept. Som jeg ser det, bør netop dét være definitionen på succes i det samfund vi lever i.
Jeg er sikker på, at mine nye indsigter og styrke vil smitte af på alt hvad jeg foretager mig. Det føler jeg allerede, at det gør. Og selvom jeg har vinket farvel til både firmabil, pensionsordning og andet godt for nu, er jeg slet ikke bekymret for, at livet nok skal blive ganske glimrende uanset. For i bund og grund behøver jeg slet ikke så meget. Mine livsvalg gennem det sidste års tid har sat mig på den ultimative prøve. Det har været svært og hårdt, men også fuldstændig fantastisk givende. Jeg synes, at det er enormt spændende at undersøge, hvor mange mærkelige historier vi egentlig går og bilder os selv ind. Jeg bilder stadig mig selv masser af ting ind, men jeg er landet fra mit faldskærmsudspring, og jeg kan mærke jord under mine fødder nu. Herfra fortsætter rejsen ind i nye indsigter, perspektiver, nye fortællinger og nye eventyr.