Hvor skal vi hen, og hvad er det, vi har så travlt med at nå?

Af Lea Hellmann

Så længe jeg kan huske, har jeg været en såkaldt 12-tals pige. I dag er jeg 32 og har vel i en del af mine unge voksne år fortsat livet som en 12-tals kvinde. Med alt, hvad det indebærer.

I dag har termen ’12-tals pige’ en overvejende negativ klang, og det er der en grund til. For det er efterhånden alment kendt, at mange piger, eller personer, der klarer alt til ug i forhold til diverse parametre i livet, ofte bøvler med noget indeni.

Deres (vores) stræben er ofte snarere båret af en stemme i hovedet, der fortæller os, hvad vi ’burde’ gøre og af frygten for at fejle – frem for at være båret af et isoleret ønske om at lykkes per se.

Jeg kan stadig huske den fysiske, ubehagelige, følelse i maven inden karaktergivningen i folkeskolen. Den var der altid, selv om der sjældent var noget at være bekymret for. For jeg gik gennem folkeskolen med topkarakterer, og jeg valgte de samme vante fodspor i gymnasiet og studietiden.

Jeg var en af dem, der læste hele pensum gennem mine fem år på CBS, jeg studerede et semester på Columbia, jeg fik årgangens højeste gennemsnit på min bacheloruddannelse og afsluttede også min kandidat blandt de karaktertopscorende elever. Jeg arbejdede som managementkonsulent i et af de store danske konsulenthuse under min kandidatuddannelse og fortsatte på fuldtid, da jeg blev færdiguddannet.

Når jeg kigger tilbage på mine seneste 15 år, var jeg på mange måder rigtig glad i mine gymnasie- og studieår og havde vel, objektivt, egentlig meget lidt at klage over.

Jeg havde gode venner, et godt cv, god økonomi, jeg var sund, og jeg fik en sød kæreste i midten af 20’erne, som i dag er far til vores to små børn, og vi boede sammen i en lækker lejlighed på Frederiksberg.

Mit liv var fyldt med rigtig mange gode ting, men der var noget med mit tempo. Jeg havde altid fart på. Jeg løb – altid.

Jeg løb mod perfektion i forhold til alle parametre af mit liv. Jeg løb i skolen. Jeg løb for at være en god ven. Jeg løb for at være en god managementkonsulent, hvor jeg selvfølgelig, når jeg stod over for diverse kunder (ofte ældre mænd) i diverse industrier, skulle udtrykke, at jeg havde fuldstændig styr på det hele, hvilket man vist sjældent har som nyudklækket managementkonsulent.

Jeg løb for at være en god kæreste. Jeg løb for at passe på min mor, der gennemgik en længerevarende dyb personlig krise, efter vi havde mistet min far til kræft, et par dage efter jeg fyldte 25. Og selv om alting så godt ud udenpå, var alt det løb hårdt. Det var hårdt indeni. Også selv om jeg meget sjældent gav mig selv tid til at tænke over det. Men jeg har vist heller aldrig rigtig lært, hvad jeg skulle gøre ved det, der var hårdt, eller at det er okay ikke at klare alting til ug.

“Hvis flere i min generation havde et stærkere selvværd, ville frygten for at dumpe, for ikke at have et prestigejob fra day one efter studiet, for ikke at slå til, for ikke at have den kommercielt ideelle kvinde-/mandekrop vel ikke fylde så meget?”

Når jeg tænker på min barndom, husker jeg det på ingen måde, som om jeg blev pacet. Jovist, jeg skulle lave mine lektier, og mine forældre blev stolte, når jeg fik gode karakterer. 

Men det, jeg særligt tror har været udfordringen, var den manglende snak om det, der var svært. Om at det er okay at fejle. Om at jeg var god nok, også hvis jeg ikke præsterede. Og det kobler jo helt grundlæggende til en snak om selvværd. For det, jeg kan se hos mig selv og kan fornemme hos mange jævnaldrende kollegaer, venner og bekendte er, at vi har tårnhøj selvtillid.

Vi er overbeviste om, at vi kan klare det meste; vi kan få gode karakterer, vi kan bo i udlandet, vi kan løbe en iron man, vi kan presse alverdens planer ind på et minimum af tid. Men jeg fornemmer, at mange af os kunne have et stærkere selvværd. Vi kunne med fordel tro lidt mere på, at vi er gode nok, præcis som vi er, uafhængigt af vores handlinger og præstationer.

Min egen hypotese er, at mange af min generations forældre, fyldt med kærlighed til deres børn, har fokuseret på at støtte os i at udnytte alle de muligheder, verden pludselig bød os – som de ikke selv havde været budt. Derfor klappede de, i god tro, ekstra meget i hænderne, når vi opnåede ting, de ikke selv have prøvet, og med god tro klappede de ekstra meget i hænderne af 12-tallerne, vi bragte med hjem i stakkevis.

Kærligheden har utvivlsomt været til stede i de små familier, men jeg tror, at en stor del af min generations forældre simpelthen har glemt at tale nok med os om, at det også er okay ikke at gribe muligheder, om at det også er okay – og lærerigt – at fejle, om at vi skal være glade på vejen mod målet og ikke kun, når vi når dertil, og om at vi er gode nok, præcis som vi er.

Hvis flere i min generation havde et stærkere selvværd, ville frygten for at dumpe, for ikke at have et prestigejob fra day one efter studiet, for ikke at slå til, for ikke at have den kommercielt ideelle kvinde-/mandekrop vel ikke fylde så meget? Så ville vi kunne hvile bedre i, at vi er okay, hvad end vi opnår eller præsterer – eller vigtigere: hvad end vi ikke opnår eller ikke præsterer.

“Vi bliver rost for fart og udvikling strukturelt via alt fra karakterer til LinkedIn-algoritmer, men også via samfundets diskurs. Vi bliver aldrig rost for at tage det stille og roligt eller for bare at bevæge os i et moderat tempo.”

Men min hensigt er ikke at lægge ansvaret på min generations forældre alene. Faktisk er mine tanker om deres brik i spillet blot min egen hypotese. Andre ting, der fylder for 90’er-årgangen (+/-) – og endnu mere for yngre generationer – er perfekthedskulturen, vi lever i, kombineret med de sociale mediers larm i vores hverdag.

Vi bliver konstant konfronteret med perfekte glimt fra andres liv i forhold til alverdens parametre. Vi mødes dagligt med beskeder om, at folk er blevet forfremmet, har købt et stort, flot hus, er blevet gravide, har fået rekorden i at svømme Christiansborg rundt eller har solgt deres første startup. Og selv om vi godt ved, når vi lige tænker os om, at andres liv heller ikke er perfekte, kræver det enorme mentale ressourcer, og et bomstærkt selvværd, ikke at sammenligne os med det, vi ser, og at hvile i, at det, vi gør – at det tempo, vi har – er helt okay.

Vores kære hjerne har, som det ofte bliver nævnt, desværre ikke ændret sig meget, siden vi levede på savannen, og oprindelig havde følelsen af sammenligning til formål at motivere os. Skidesmart, når det skete et par gange om dagen – eller måske om ugen.

Når vi i dagens samfund møder sammenligningstriggers nærmest konstant, er det mindre hensigtsmæssigt. Frem for at føle motivation bebyrdes vi ofte med (endnu) en følelse af ’burde jeg mon også?’.

Samtidig lever vi i et samfund, der bevæger sig lynstærkt, og som roser os for at bevæge os hurtigt, fremad, opad, videre.

Vi bliver rost strukturelt via alt fra karakterer til LinkedIn-algoritmer, men også via samfundets diskurs. Vi bliver aldrig rost for at tage det stille og roligt eller for bare at bevæge os i et moderat tempo.

Den store udfordring ligger i den her cocktail af et hastigt fremadstræbende samfund, et social medie-overload med konstante sammenligningstriggers, en manglende snak om, at det er okay også at fejle, vores toptunede selvtillid i kombination med et selvværd, der for mange kunne være stærkere.

Det er en cocktail, der er særlig farlig for de unge, hvilket er en problematik, der i den grad, også er omdiskuteret i disse dage dage. Sundhedsprofilen fra marts peger på skræmmende tendenser, hvad angår unges mentale sundhed, og de unge – og emnerne relateret til deres trivsel – skal helt bestemt have fokus.

Men os i 30’erne +/-, vi kommer lige i hælene med de næstdårligste statistikker. Og det er altså lidt tough med de der 30’ere, hvis jeg skal være helt ærlig.

Vi skal etablere vores karriere, som helst skal være imponerende fra start, vi skal finde en partner, vi skal, ideelt, have nogle børn og have styr på opdragelsen, vi skal forme et hjem, hvilket kræver både økonomi, indretnings-skills og overskud, og så skal vi i øvrigt være tiptop tunet fysisk, have styr på (de rigtige nye grønne) madvaner, og vi skal pleje alle vores venskaber. Det er hårdt. Medmindre vi accepterer, at vi ikke behøver at præstere til perfektion på alle parametre.

Jeg må indrømme, at jeg, oprigtigt, er glad for de steder, min stræben har ført mig hen. Jeg er stolt af dem, og min flid har bragt gode ting med sig. Og det er nok det største dilemma. Fordi jeg ved i dag, at det også har bragt indre bøvl med sig, at jeg altid har kørt i højt tempo uden at give opmærksomhed til mine egne behov.

Jeg har glemt at tage pauser. Jeg har glemt at trække vejret på vejen. Jeg har glemt at spørge, hvorfor jeg egentlig stræber og imod hvilket slutmål.

Jeg fornemmer, at der er mange som mig derude. Folk, der klarer det skidegodt, men som kæmper med noget indenii.

Enten går de ned med stress – eller er ’bare’ lige ved at nå dertil – eller de er præget af (for mange) bekymringer om, hvorvidt de slår til, de er fyldt af frygten for ikke at præstere godt nok eller af andre uhensigtsmæssige tankemønstre.

Min pointe er ikke, at vi skal stoppe med at være ambitiøse. Slet ikke. Men det sidste par år har jeg følt, at et ’Kejserens nye klæder’-syndrom fylder iblandt os. Udadtil har vi det så godt; vi præsterer, har lykkelige parforhold, bor ligesom i magasinerne m.v.

Men indeni bøvler vi alle sammen med noget. Og faktum er, at det er helt normalt.

Det er helt normalt at have svære følelser, at møde modgang i livet og at tvivle på sit værd. Men med en overvægt at perfekte glansbilleder, som der bliver stadig flere af, og et samfund, der har speederen i bund, tror jeg virkelig, at vi skal huske på at tale om de ting, der fylder inde i os, og som er svære. Lad os tale om, at kejseren ikke (kun) bærer fine farverige klæder.

Alle overvejelserne omkring de ovenstående emner og dilemmaer førte i sensommeren 2021 til, at jeg efter ca. 6 år i konsulentbranchen opsagde mit job. Et job, jeg på mange måder var glad for.

Jeg havde ikke brug for at trække stikket, men for at prioritere tid til at tænke over, hvad der egentlig betyder noget for mig. Tænke over, hvad der egentlig gør mig glad mandag (og tirsdag, onsdag, torsdag, fredag) morgen. Tænke over, hvad succes egentlig er i mit liv. Og selv om jeg synes, det er overraskende svært at svare på de spørgsmål, tror jeg på, at det er så enormt sundt, at vi stopper op og bruger tid på at prøve at finde de svar. Især det der med succes.

Vi løber efter en af samfundet defineret størrelse på succes. Men hvad er succes egentlig for dig i dit liv? Er det at have et objektivt blændende cv? At have den bedste stilling blandt venner og bekendte? At blive manager, inden du fylder 32? Er det økonomisk uafhængighed? Eller er det at give dine børn rolige morgener og at kunne hente dem tidligt? Er det at være rask? Er det at være ædru? At være nærværende i dine relationer?

Jeg tror, at rigtig mange af os har godt af at bruge lidt tid på at definere, hvad succes egentlig er i vores liv. Og når vi har defineret det, bør vi leve efter det – uafhængigt af hvad andre mennesker gør, tænker eller synes. Og det er i den forbindelse, det stærke selvværd igen bliver relevant.

Jeg er personligt stadig i en proces, hvor jeg leder efter svarene. Men jeg er kommet meget tættere på dem. Jeg har brugt min ’tænkeproces’ efter min opsigelse til at starte Mind Care Collective, som er en platform, der netop har til formål at italesætte og aftabuisere alt det, der fylder inde i os.

Det gør jeg ved at dele forskelligt indhold om mental sundhed og trivsel til inspiration, refleksion og motivation.

Jeg taler i min podcast ’Vores mentale sundhed’ med eksperter (psykologer, forskere, læger, coaches, buddhister mv.) og privatpersoner, der tilsammen deler faglig viden, erfaringer og sårbarhed. Jeg taler om og deler viden om selvværd, selvtillid, perfektionisme, kontrol, om hvordan vi kan lykkes med at være ambitiøse og selvomsorgsfulde på samme tid, om sammenligninger, om bekymringer, om terapiformer, om nuet, om meditation og meget mere.

For jeg tror på, at vi kan lære af og inspirere hinanden, hvis vi taler højt om alle de ting, der fylder inde i os – og på den måde styrke vores mentale sundhed.

Jeg ved ikke, om jeg er færdig med at være kommerciel managementkonsulent. Det er jeg ikke nødvendigvis. Men jeg er færdig med at løbe 100 km/t. uden at reflektere over, hvorfor jeg egentlig løber.

“Jeg tror, at de fleste af os har læst eller hørt nogle af de mange studier, der alle peger på, at essentielle ingredienser, der sikrer langsigtet glæde i livet, er evnen til at være til stede i nuet, nære relationer og at møde livets udfordringer med et roligt sind – med sindsro.”

Jeg har stadig meget at lære, og der er meget, jeg skal fortsætte med at træne. Men jeg er blevet langt bedre til at tage små pauser i hverdagen og til at lytte til mine egne behov. Når jeg bliver fanget af tanker om sammenligning eller om at ’jeg burde’, er jeg er blevet bedre til at minde mig selv om, hvad jeg har defineret succes som i mit liv: at lykkes med at være ambitiøs i forhold til mit job, være selvomsorgsfuld og tage mine egne behov alvorligt samtidig med at være en nærværende mor.

Derudover har jeg lært, at jeg nærmest alene med fokuserede dybe vejrtrækninger kan få mine bihulesmerter væk, som har været en kronisk gene i flere år. Jeg har lært at skrue ned for mine bekymringer, i forhold til hvor jeg karrieremæssigt befinder mig om et år eller to. Jeg er stadig langtfra 100-meter-mester i alle de her ting; det erkender jeg blankt. Men jeg er meget bedre, end jeg var for to år siden.

Jeg har (desværre) ikke løsningen på, hvordan vi skal lykkes med rent faktisk at være ambitiøse og selvomsorgsfulde på samme tid, men jeg tror på, at vi med fordel kan spørge os selv om, hvorfor vi har så travlt, og hvor vi har så travlt med at bevæge os hen.

Jeg tror, at de fleste af os har læst eller hørt nogle af de mange studier, der alle peger på, at essentielle ingredienser, der sikrer langsigtet glæde i livet, er evnen til at være til stede i nuet, nære relationer og at møde livets udfordringer med et roligt sind – med sindsro. Jeg har førhen været elendig til først- og sidstnævnte. Også selv om jeg har læst mange studier om glæde, og gentagne gange hørt Morten Albæk citere det kendte australske hospicestudie, der peger på, at det, folk især fortryder, når de er ved at forlade dette liv, er, at de ikke tillod sig selv at være lykkelige, at de ikke tillod sig selv at leve et liv, der var tro imod dem selv, men i stedet levede et liv, andre forventede af dem, og at de arbejde for meget.

Vi kender godt de konklusioner. Vi kender godt ’myten om målstregen’, at vi har en tendens til at tro, at alting bliver bedre, rigtig godt eller lykkeligt lige om et øjeblik, når vi har arbejdet os hen til x, y eller z – den næste forfremmelse, den næste personlige rekord, den næste ferie, det næste barn.

Vi ved godt, at det ikke passer, og at vi blot definerer nye mål, når vi når derhen. Vi ved godt, at vi bør være til stedet i nuet og nyde livets små glimt af lykke.

Men sagen er, at det er svært, hvis vi ikke øver os. Anerkendt læringsteori peger på, at ca. 10 procent af en ny adfærd skyldes en indsigt i sig selv. Vi kan derfor læse nok så mange bøger eller artikler og høre tonsvis af podcasts. Men hvis vi virkelig vil lære en ny adfærd, er vi nødt til at træne. 80-90 procent af en ny adfærd skyldes træning.

Så lad os træne. Lad os øve os. Lad os øve os i at tro på, at vi er gode nok, som vi er. Lad os øve os i at dele de ting, der fylder indeni, sårbarhed og erfaringer.

Lad os øve os i at definere, hvad succes er i vores eget liv, og lad os øve os i at leve derefter. Lad os øve os i at være ligeglade med, hvad andre synes og tænker om den måde, vi arbejder og lever på.

Lad os øve os i at være til stede i nuet og oprigtigt sætte pris på livets små smukke øjeblikke. Lad os øve os i at være selvomsorgsfulde og tage vores egne behov alvorligt. Lad os øve os i at holde pauser. Og lad os øve os i at spørge os selv, om vi egentlig behøver at løbe. Og lad os øve os i at besvare spørgsmålet ærligt.