Hvad er floating, og hvorfor er det relevant for vores mentale trivsel?

Interview med Sara Drencker

Forleden havde jeg en snak med Sara Dencker. Floating kurerede hendes stress og forandrede hendes liv for evigt. I artiklen herunder fortæller Sara kort om sin historie og om hvorfor floating er en badebrydende terapiform, som alle moderne mennesker burde kende til.

“Forunderligt nok anbefalede en speciallæge mig én ting, der skulle vise sig at ændre mit liv og blive mit livskald“


Sara, hvordan startede din interesse for floating?
 

I årene før jeg lærte floating at kende, blev jeg ramt af svær stress, som vendte op og ned på mit liv. Jeg boede på daværende tidspunkt i Spanien, og forunderligt nok anbefalede en speciallæge mig én ting, der skulle vise sig at ændre mit liv og blive mit livskald.

Jeg havde været indlagt og blev gennemtestet fordi mit syn var sløret og jeg var plaget af konstante migræneanfald. Og denne januardag lænede neurologen sig tilbage, kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at jeg skulle finde ud af, hvor alle de spændinger og det indre pres stammede fra. For udadtil og på papiret så alt mere end godt ud. Jeg havde et godt job, gode venner og en sød kæreste.

Jeg husker tydeligt lægens ord: ”Jeg vil anbefale dig at opholde dig 1 time i vand om dagen de næste 14 dage. Bare 1 time. Tag i svømmehallen, og svøm blidt, gå i sauna, og tag dig god tid – vandet vil hjælpe dig”.
Og ganske rigtigt, efter kort tid blev mit syn forbedret og migrænen aftog.  

Da jeg kort tid efter flyttede tilbage til Danmark, startede rejsen til større selvbevidsthed gennem coaching, og i denne periode kom jeg i kontakt med floating og Float Studio. Den ro og kontakt til mig selv, som jeg oplevede efter blot en time i vandet, var ubeskrivelig, allerede første gang jeg prøvede det. Og her skete det altså igen: Jeg mærkede vandets helende effekter. Jeg blev i float-sessionen ’tvunget’ ud af hovedet og ned i kroppen, fordi det sansereducerede miljø i floattanken ikke tillader andet. Det var følelsen af, at vandet ”bar” mig. Jeg svævede i ingenting, og i stilheden oplevede jeg en total overgivelse til nuet. Det var den dybeste meditation, jeg i mit liv havde oplevet. Fra den dag var jeg ikke i tvivl: healing gennem vand var mit kald, og inden der var gået et år, var jeg blevet partner i Float Studio, som er startet af Jonas Olesen og Nikolai Flyvbjerg Kristensen.

I forbindelse med at jeg tiltrådte i virksomheden i 2020, uddannede jeg mig først til coach og så til stresscoach, og i løbet af uddannelsen kunne jeg bekræfte, at floating er et ret nyt og banebrydende værktøj til forebyggelse og håndtering af stress i Danmark. Og det er netop den mission vi i Float Studio er på; at udbrede floating i Danmark. Indtil nu har vi gennemført mere end 25.000 behandlinger i vores to floatcentre i København og Aarhus, og drømmen er, at vi en dag leverer floattanke til sundhedshuse i hele landet.


Hvordan foregår floating helt lavpraktisk?

Floating, også kaldet flydeterapi, stammer fra USA og er baseret på den såkaldte terapi REST – Restricted Environmental Stimulation Therapy – hvor det handler om at lukke ned for så mange sanser som muligt for at give krop og sind bedre vilkår for at restituere. En float-session varer 60 min. og foregår i en rummelig og energivenlig float pod (tank), som er placeret i et privat rum med bad. Efter introduktion, er du alene tilbage i rummet og tager først et bad. Derefter træder du ind i floattanken, lukker den til og finder din position i vandet - og så flyder du let som en fjer uanset vægt. 1000 liter kropstempereret vand er fyldt med 550 kg epsomsalt, som indeholder et højt niveau af magnesium. 10 minutters intromusik starter, og når du er klar, slukker du lyset. Fordi vand, luft og egen krop har omtrent samme temperatur opnås en følelse af total vægtløshed, som ellers kun astronauter får lov at opleve. Og så er det ellers bare at opleve, hvad der sker i intetheden. Lige der, med dig selv – uden ydre påvirkninger. Med 5 minutter tilbage starter musikken igen, og lyset tænder, når behandlingen er slut. Efter bad og omklædning har vi stilleområder med bløde møbler og gratis te, hvor den enkelte kan ’lande’ igen. Her kan man blive så lang tid man har lyst, inden det er tid til at gå ud i verden igen med ny energi.


Hvorfor er det relevant at kende til floating i forbindelse med mental sundhed ?

Vi er i dag udsat for et informationsoverload, som vores hjerner helt fysiologisk ikke er gearet til. Vi er konstant på, og vi løber hurtigt for at nå det hele. Selv når vi har en pause, f.eks. ventetid, transport eller lignende, har vi musik eller podcasts i ørene eller hovedet i mobilen.

Det skaber forhøjede niveauer af stresshormoner og et overaktivt nervesystem hos rigtig mange. Det har mange konsekvenser fysisk og mentalt. Mange af os arbejder samtidigt stillesiddende ved skærme, som er anstrengende for øjnene, hoved, skuldre og ryg, hvis vi ikke husker at få løsnet op og forebygget spændinger løbende.

Vi kan sagtens håndtere stress og pres i korte perioder, så længe vi stopper op og får neutraliseret alarmberedskabet igen. Og det gør vi med pauser og dybe vejrtrækninger. Ægte pauser. Det vi i Float Studio kalder kvalitetspauser. Pauser, hvor vi får komplet ro over hele paletten. For de pauser vi holder i det daglige liv, er meget sjældent rigtige pauser for hjernen. Floating er dette frirum – det er både meditation og mindfulness, og 1 time i tanken svarer til det samme som 4-8 timers søvn restitutionsmæssigt. Floating kan også forstås som ’water assisted meditation’, fordi hjernen ryger ned på det hjernebølgestadie, der hedder theta, som netop er stadiet for dyb meditation og let søvn. Jo længere vi kan være i theta-stadiet, des bedre, og normalt er det kun meget øvede meditationspraktikere, der når til disse stadier og kan holde sig der i længere tid. Med floating kan helt almindelige uprøvede inden for meditation opleve disse stadier på meget kort tid.

Floating er altså et værktøj, der kan bruges af alle – hvad enten man bruger det som ren afslapning, meditationsrum eller holistisk terapi i forbindelse med én eller flere ubalancer.
Fordelene ved floating er bl.a.

  • Forbedret søvn

  • Reduktion af stress, angst og depression

  • Lindring af muskel- og ledsmerter og restitution ifm. sport

  • Øget fokus, koncentration, hukommelse og problemløsningsniveau


Er der beviser, der understøtter fordelene ved floating?

Floating har eksisteret siden 1950’erne i USA og blev opfundet af neurolog og psykiater John C. Lilly. Siden da har floating udviklet sig til at blive en verdensomspændende behandlingsform, som blandt andet understøttes af forskning på det amerikanske hjerneforskningscenter LIBR - The Laureate Institute for Brain Research, i forbindelse med alt fra stress, PTSD, depression, angst, smerter, spiseforstyrrelser, atleters performance, søvn mv. Også forskning i vores nabolande Sverige og Tyskland harfundet gavnlige effekter af floating.

 

Hvis du vil læse mere om floating, kan du læse med her eller her.

Forrige
Forrige

Din menstruation er dit feedbacksystem!

Næste
Næste

Skyggesider: Hvad er det og hvorfor bør vi kende til dem?